IT-problemer hos AT
Politik | Af Thøger Raun |
Er 600 eller 2000 virksomheder blevet besøgt af Arbejdstilsynet i 2018? Spørgsmålet hænger, mens urigtige oplysninger ligger på nettet.
- Det er i de statistikker, vi skal kunne følge udviklingen på byggepladserne, og det er bekymrende, at vi ikke 100 procent ved, hvad der er op og ned. Nu er mange jo ferieramte, men når vi kommer på den anden side af juli, skal vi snarest muligt have en diolog om måden, man fører statistik på i Arbejdstilsynet.
Søren Schytte er klar i spyttet. Han, der er formand for BAT's arbejdsmiljøudvalg, er i tvivl om, hvor mange virksomheder, Arbejdstilsynet har besøgt, siden de ændrede tilsynspraksis i november sidste år. Og det er ikke i orden, lyder det.
For to tal florer lige nu i æteren i relation til, hvor mange virksomhedsbesøg Arbejdstilsynet har haft i 2018. 668 er tallet, hvis man kigger på tilsynets egen hjemmeside. Men det er en fejl, understreger Katrine Wied Christensen, kontorchef i Arbejdstilsynet, og leverer et andet tal - nemlig 2026.
- Vores opgørelse på hjemmesiden er desværre ikke er korrekt på grund af IT- registreringsproblemstillinger, der forventes løst i forbindelse med vores nye webside ultimo september 2018. I forbindelse med AT's nye byggepladstilsyn er det således kun antallet af byggepladsbesøg og ikke det faktiske antal tilsyn med virksomhederne på byggepladsen, der fremgår af de interaktive tabeller, oplyser hun.
Helheden i centrum
De 2026 kontrollerede virksomheder dækker i stedet over virksomheder, der er besøgt på byggepladser som en del af det nye helhedsorienterede byggepladstilsyn samt ulykkesundersøgelser, forklarer Katrine Wied Christensen. En praksis, som er velkommet af både Dansk Byggeri såvel som BAT-kartellet. Kontorchefen uddyber:
- Med det nye byggepladstilsyn finder AT nu flere materielle arbejdsmiljøproblemer end på risikobaseret tilsyn i branchen. Samtidig finder vi også væsentlige arbejdsmiljøproblemer hos cirka 48 procemt af de besøgte virksomheder i byggeriet mod tidligere kun godt 13 procent. Tilsynet er dermed mere effektivt, siger hun.
Effektivt eller ej. Det er stadig problematisk, at Arbejdstilsynets tal ikke kan lides på frem til september, mener Søren Schytte.
- Der må aldrig være tvivl om de tal, vi henter fra AT, indskærper han.
Hos Dansk Byggeri ønsker man ikke melde ud, hvad man mener om Arbejdstilsynets udfordringer.
- Det giver ikke anledning til nogen kommentarer, siger direktør Peter Stenholm, Dansk Byggeri.