Byggebranchen: Hold energi-kursen støt
Politik | Af Thøger Raun |
Interessenter så dog gerne mere damp på kedlerne
Tre nye havvindmølleparker, øgede midler til forskning og en pulje på 500 millioner kroner til energieffektiviseringer.
Blandt interessenterne i byggeriet er der bred enighed om, at weekendens energiforlig viser de rigtige takter. Michael H. Nielsen, der er direktør i Dansk Byggeri, så endda gerne yderligere skridt i den vedtagne retning:
- Det er rigtig godt, at det er lykkes politikerne at indgå et bredt forlig. Vi savner dog en større balance mellem indsatsen for vedvarende energi og indsatsen for energibesparelser. Der er store potentialer for energibesparelser i bygninger og erhverv, og området skal prioriteres for alvor, ellers risikerer vi at gøre den grønne omstilling dyrere, end den behøver at være, udtaler han.
Ifølge forliget oprettes en pulje på 500 millioner kroner til energieffektiviseringer. Heraf er de 200 millioner afsat til energibesparelser i bygninger.
Hos brancheorganisationen Tekniq beklager man også, at energispareindsatsen er blevet nedprioriteret.
- Det er et løft i forhold til regeringens oprindelige udspil. Men der er fortsat tale om en nedprioritering af energispareindsatsen i Danmark, og det beklager vi, siger Niels Jørgen Hansen, adm. direktør i Tekniq, som repræsenterer installationsbranchen. Han få opbakning fra energipolitisk konsulent Henrik Lilja fra SMVdanmark.
- Der er så mange lavt hængende frugter, når vi taler energiforbedringer i bygninger, og energibesparelser har typisk værdi i rigtig mange år frem. Man kan med andre ord stort set ikke få et højere afkast af en investering, end når man investerer i at energieffektivisere boliger eller andre bygninger, udtaler han.