Arkiteker vil genbruge gamle tage
Arkitektur | Af Kim Krasuld |
Enemærke & Petersen og BloxHubs Upcycle Challenge har fundet sin vinder, der vil give nyt liv til gamle tage.
Vingetegl, skiffer, teglsten og lægter er materialer, der ofte smides ud, når et tag skal skiftes. Den praksis vil Krydsrum Arkitekter ændre, og det har nu sikret dem sejren i Upcycle Challenge.
Med deres upcycle projekt "reskur" forslår arkitekterne nemlig at anvende de brugte tagmaterialer til at bygge uopvarmede opbevaringsrum, som carporte, cykelskure og affaldsrum. Og mindske spild af materialer.
Under tagrenoveringer er det eksempelvis ofte bare undertaget, der trænger til at blive skiftet - men så ryger hele taget i skraldespanden. Med reskur vil vi gøre opmærksom på, hvordan man kan tænke nyt med de gamle materialer.
Administrerende direktør Niels Jakubiak Andersen
Krydsrum Arkitekter
Sætter gang i tankerne
Hos entreprenørvirksomheden Enemærke & Petersen, der står bag kampagnen, er forretningsområdedirektør Lars Jess Hansen begejstret for vinderforslaget.
- Det er en letforståelig idé, som er lige til at gå i gang med. Idéen passer rigtig godt ind en virksomhed som vores, der udfører mange tagrenoveringer af almene boliger. Vi er simpelthen i stand til at levere alle råmaterialerne. Forslaget åbner for, at vi både kan genanvende materialer med det samme - ved for eksempel at bygge cykelskure til beboerne af materialerne fra deres eget tag. I andre tilfælde kan vi lagre de brugte materialer og bruge dem til at præfabrikere skure på vores byggefabrik, siger han.
Æstetiske materialer
Hos Krydsrum Arkitekter er glæden over sejren til at mærke
- Vi er fantastiske stolte og håber, at vi er med til at sætte skub i en bæredygtig omstilling i byggeriet og en ny bevidsthed om ældre materialers kvaliteter, siger Krydsrums administrerende direktør Niels Jakubiak Andersen og fortsætter:
- Under tagrenoveringer er det eksempelvis ofte bare undertaget, der trænger til at blive skiftet - men så ryger hele taget i skraldespanden. Med reskur vil vi gøre opmærksom på, hvordan man kan tænke nyt med de gamle materialer. Og hvordan det kan være smukt at bygge med genbrugte materialer.
Klimaflise og facadesystem
Krydsrum Arkitekter løb med sejren i Upcycle Challenge. På andenpladsen kom tegnestuen Tredje Natur med forslaget "Grey to Red", hvor knust mursten og tegl genanvendes som bindemiddel og erstatning for cement i den bæredygtige klimaflise, der bruges til klimasikring og vandafledning.
Tredjepladsen gik til tegnestuen Vandkunstens løsning "Pantile as Facade System", der foreslår at genanvende tagtegl som facadebeklædning igennem et specialudviklet montagebeslag.