Energifond vil give 150 millioner til grønne projekter
Byggeri | Af Anders Melchiorsen |
PKA's energifond har givet tilsagn om 150 millioner kroner til energiforbedrende projekter i byggeriet.
PKA's energifond, SustainSolutions, har givet tilsagn til energiforbedrende projekter over hele landet for 150 millioner kroner. Projekterne sparer over 1000 tons CO2 om året og giver, ifølge SustainSolutions, samtidig et fornuftigt afkast. Det skriver energifonden i en pressemeddelelse.
- Der er stort potentiale i at udbrede og skalere de klimavenlige investeringer op, siger Christian Niepoort, direktør for energifonden.
Der er stort potentiale i at udbrede og skalere de klimavenlige investeringer op.
Christian Niepoort - direktør for SustainSolutions
Siden PKA i 2015 investerede i energifonden SustainSolutions, er tusindvis af energislugende lyskilder samt varme- og ventilationssystemer blevet udskiftet i den danske bygningsmasse. Ved at udskifte de tekniske installationer, har ejendommene fået et lavere energiforbrug, et sundere indeklima og færre driftsomkostninger. Fonden har yderligere bidraget til CO2-besparelser ved at installere solceller på flere ejendomme.
Klimavenlige afkast
Bygningsmassen står, ifølge SustainSolutions, for 40 procent af energiforbruget i Danmark og der ligger hermed et stort potentiale for at skabe CO2-besparelser, som kan sætte skub i den grønne omstilling. SustainSolutions er en af PKA's klimainvesteringer, som både skaber et afkast til PKA's medlemmer og gør en positiv forskel for miljøet. Ifølge PKA's administrerende direktør Peter Damgaard Jensen, er SustainSolutions tilgang vigtig for Danmarks klimaindsats.
- Skal vi komme i mål med at reducere CO2-belastningen, er det nødvendigt at energiforbedre den eksisterende bygningsmasse. Der er et stort potentiale i at udbrede SustainSolutions model, som både gør det nemt og økonomisk interessant at blive mere klimavenlig, siger Peter Damgaard Jensen.