3000 boliger på vej i konkurrence i Vejle
Byggeri | Af Emil Filtenborg |
Byrådet i Vejle har længe barslet med en ny bydel ved den gamle losseplads. Nu er der afsat 2,4 millioner kroner til at sætte sidste punktum i udviklingsplanen.
Ny Rosborg bliver navnet på en ny bydel, der efter planen skal bygges i den vestlige del af Vejle. Det 800.000 kvadratmeter store område skal blive hjem for 5000 indbyggere og rumme 3000 boliger.
Det skriver Byens Ejendom.
Det blev afsløret på en konference onsdag, hvor byens borgmester, Jens Ejner Christensen, afslørede, at en ny bydel skulle til, hvis Vejle skal rumme de 80.000 borgere, man forventer i 2020.
- Hvis vi skal være 80.000 mennesker, der skal bo i Vejle By om 25 år, er vi nødt til at have nogle idéer til, hvor de skal bo henne. Nu har vi taget det ind i Økonomiudvalget igen, og så sent som i går (mandag den 11. juni 2018, red.) har udvalget bevilget penge til at lave en skønskonkurrence, hvor forskellige konsortier bydes ind til at komme med et bud, siger Jens ejner Christensen til Byens Ejendom.
Fra losseplads til byliv
Bydelen skal som nævnt ligge i den del af byen, hvor AffaldGenbrug lige nu har til huse. Det strækker sig fra Rosborg og væk fra byen mod Trædballe.
Bydelen er angiveligt inspireret af byudviklingsprojekter som Nærheden Høje Taastrup og Stigsborg Brygge i Aalborg.