Journalisthøjskole ændres til 300 boliger
Byggeri | Af Torben Jastram |
De gamle bygninger og de grønne arealer ved den gamle skole på Olof Palmes Allé skal omdannes til et blandet boligområde med ungdomsboliger, byhuse, familieboliger samt fælleshus i den gamle hovedbygning.
Aarhus kan få en helt ny bydel tæt på Christiansbjerg, langs letbanen og med masser af grønne arealer. Byrådet vedtog i går at sende en lokalplan for området ved den gamle journalisthøjskole i offentlig høring.
- Med de rammer, som lokalplanen sætter, kan vi få en ny bydel, som følger ambitionerne om den blandede by med de nødvendige faciliteter og en høj arkitektonisk kvalitet. Bydelen vil blive nemt tilgængelig og samlende for hele området, siger Bünyamin Simsek, rådmand for Teknik og Miljø.
Der er planer om at etablere en daginstitution i området, og den gamle hovedbygning på Journalisthøjskolen bliver et fælleshus med fællesskabsorienterede faciliteter, café og museum.
Grøn profil møder grå beton
Området er lige nu nok mest kendt for Journalisthøjskolens grå betonbygninger, men den ikoniske arkitektur får i fremtiden modspil af en grønnere profil.
Udover de små private haver, tagterrasserne og de offentlige rum, bliver Vestereng nærmeste grønne nabo, som ligger i forlængelse af de mere åbne haver i bydelen. De gamle egetræer på grunden bevares, og de grønne menneskeskabte bakker arbejdes ind i planlægningen.
Sleth Arkitekter har i samarbejdet med Aarhus Kommune, Domis, FO Aarhus og Østjysk Bolig udarbejdet helhedsplanen for området og har både haft det historiske og områdets kvaliteter for øje.