Arkitekter i kamp om at skabe fremtidens forstad
Arkitektur | Af Kim Krasuld |
1200 nye borgere skal flytte til Årslev/ Sdr. Nærå i det nordlige Faaborg-Midtfyn inden 2030. Arkitektkonkurrence skal forme området.
Den fynske by Årslev/Sdr. Nærå er kendetegnet ved stærke, inkluderende fællesskaber og naturområdet Tarup Davinde i baghaven, og så ligger den med både tog, motorvej og cykelsti til Odense, der kan nås på 15-20 minutter. Det gør byen til et attraktivt bosætningssted for mennesker, der både vil storbyen og naturen.
Det er netop for at understrege og bygge videre på den særlige identitet og ånd, der er i Årslev/Sdr. Nærå, at kommunen har valgt at udskrive hele to arkitektkonkurrencer.
Jeg troede ikke mine egne øjne, da jeg fik kommunens konkurrenceprogram tilsendt. Det slog fuldstændig benene væk under mig.
Tidligere stadsarkitekt i København Jan Christiansen
Fagdommer på arkitektkonkurrencen
- Vi er ambitiøse. Vi kan noget særligt her. Derfor tror vi også på, at området vil kunne tiltrække mange nye borgere, fortæller borgmester Hans Stavnsager (S).
Kommunens ambitionsniveau gør indtryk på Jan Christiansen, tidligere stadsarkitekt i Københavns Kommune, der er fagdommer på arkitektkonkurrencen om en samlende bymidte.
- Jeg troede ikke mine egne øjne, da jeg fik kommunens konkurrenceprogram tilsendt. Det slog fuldstændig benene væk under mig. Den kreativitet og det engagement i en forholdsvis lille by på Fyn. Det er enestående, fortæller Jan Christiansen, der også er begejstret for det høje niveau blandt konkurrencedeltagerne.
To gange fem arkitekthold har tegnet deres bud på, hvordan en ny bæredygtig bydel kan se ud - og hvordan den nye bydel skal samle de to byer. Mandag aften blev det offentliggjort, hvilke af de i alt 10 hold, der er videre i konkurrencen. I efteråret kåres en vinder for hver af de to konkurrencer.
Konkurrencen om bymidten
De arkitekthold, der er videre i konkurrence om at skabe en samlende bymidte, er:
"En samlende bymidte" - udarbejdet af
Holscher Nordberg Architecture and planning
Underrådgivere:
STED Landskabsarkitekter
URBAN CREATORS
Fjerring Ingeniører
Birgit Paludan, konsulent på klimatilpasning
+
"Dyrk, skab, lær, del" - udarbejdet af
Arkitema og Arkitema Landskab, totalrådgiver
Underrådgivere:
MOE, Rådgivende Ingeniører
Circular Transition
Konsulent Hanne Wittdorf Tanvig
- Det er to meget forskellige forslag. Det ene er kendetegnet ved en meget stærk urbanitet, mens det andet forslag i den grad tager afsæt i byens ånd og skaber rum for, at ting kan vokse nedefra. Det bliver en meget unik bymidte, fortæller fagdommer i konkurrence om bymidten Jan Christiansen, arkitekt MAA og tidligere stadsarkitekt i Københavns Kommune.
Konkurrencen om bydelen: Fællesskabet i fokus
De arkitekthold, der er videre i konkurrencen om at skabe en ny bæredygtig bydel, er:
Fremtidens Forstad - udarbejdet af
Tegnestuen Vandkunsten - totalrådgiver/ophavsret
Underrådgivere:
Bactocon ApS
Raw Mobility ApS
DEM & Esbensen
En grøn bydel - udarbejdet af
Holscher Nordberg Architecture and Planning - totalrådgiver
Underrådgivere:
STED Landskabsarkitekter
Urban Creators
Fjerring Ingeniører
Ingeniør Birgit Paludan, konsulent på klimatilpasning
- Det er nogle rigtig spændende forslag, der hver især har fokus på fællesskabet - uanset hvilket arkitekthold, der ender med at vinde, så bliver det også en bydel, man ikke har set før, og hvor naturen og landskabet er inviteret indenfor, fortæller Mikkel Frost, arkitekt MAA og stiftende partner hos CEBRA. Han understreger, at det materiale, der er præsenteret nu, alt sammen er skitser, der vil blive arbejdet videre med.