Rambøll og Aarsleff vinder Lighthouse
Byggeri | Af Emil Filtenborg |
Rambøll og Aarsleff har vundet opgaven med at designe og opføre Danmarks hidtil højeste boligbyggeri, Lighthouse, på Aarhus Ø.
Rambøll har i et stykke tid været ingeniører på flere bemærkelsesværdige højhusbyggeri i udlandet. Herhjemme er det dog ikke blevet til så mange højhuse, men det bliver lavet om nu.
Sammen med Aarsleff har de vundet opgaven som ingeniørrådgiver på Danmarks hidtil højeste boligbyggeri, Lighthouse. Byggeriet kommer til at ligge på Aarhus Ø, den nye bydel på Aarhus Havn, hvor det blandt andet bliver gjort selskab af Bestsellers hovedkontor tegnet af C.F. Møller og AARhus tegnet af Bjarke Ingels.
- Vi er meget glade for samarbejdet med Rambøll, som vi har haft med fra starten, og ser nu frem til at indlemme 3XN i dette samarbejde,
Ulrik Therkilsen, sektionsdirektør for byggeri vest i Aarsleff
Det er dog ikke nogen af de to, der har tegnet byggeriet, men derimod 3XN Arkitekter. Det skriver Rambøll i en pressemeddelelse.
Kompetencer hentes i udlandet
Højhusbyggeri er en liga for sig, der kræver en anderledes byggeteknik og derfor særlige ingeniørfaglige specialistkompetencer, og Lighthouse er ingen undtagelse.
Den lerede undergrund i Aarhus havn giver blandt andet nogle særlige udfordringer for funderingen, som betyder, at der skal tages løsninger i brug, der ikke tidligere er set i Danmark.
- Bygningen funderes på 25 pæle på to meter i diameter, som skal bores ned i mindst 50 meters dybde. Den størrelsesorden er ny i Danmark. Derudover skal bygningens stabiliserende kerne være så slank som overhovedet muligt for ikke at optage boligareal, men selvfølgelig samtidig være meget stærk, hvilket gør det langt sværere at regne på bygningen end ved traditionelle byggerier, siger Stefan Højen Væggemose, Rambølls projektleder på Lighthouse.
Over 90 procent af de højhuse Rambøll har bygget gennem tiden er uden for Norden, og Rambøll har derfor udviklet sine kompetencer på højhusbyggeri i Asien, Mellemøsten og Europa.
- Til at løse udfordringerne henter vi vores højhusspecialister ind fra Mumbai, Singapore og London, som har været en afgørende faktor for os i konkurrencen om opgaven, siger Stefan Højen Væggemose.